EventSilkeborg er født med ét altoverskyggende formål: At udvikle Silkeborgs eventmiljø.
På tværs af musik, kunst, kultur, sport og erhverv. På tværs af venues, form, indhold og struktur. På tværs af medier og mennesker. På tværs af Silkeborg.
Vi ønsker at løfte ambitionsniveauet, interessen og synligheden.
Og en helt masse andre ting, man kunne forvente en politiker ville sige. Og høre.
Men det giver kun mening, hvis effekten kan mærkes i byen og ikke kun aflæses på papir. Derfor starter vi altid med udgangspunkt i arrangørerne.

Så hvordan kan vi hjælpe DIG?

Blog

 / Sport  / Kajakpolo  / Silkeborg er vært for DM i Kajakpolo

Silkeborg er vært for DM i Kajakpolo

Kampen om de danske mesterskaber i kajakpolo indledes i Havnebassinet ved Hjejlen i weekenden d. 13-14 maj og Silkeborg spås gode chancer for at gå helt til tops.
Silkeborg har et rigtig stærkt ligahold, der nærmer sig den europæiske top og i år har du altså chancen for at se holdet indlede kampen for for DM-guldet på hjemmebane, når den første af 4 afdelinger spilles i Silkeborg.

Arenaen er Havnebassinet, hvor Hjejlen, Nordskoven og Jysk Musikteater danner bagtæppe for en rigtig underholdende sportsgren, som er præget af tempo, teknik og imponerende balancekunst.

 

”DM i Kajakpolo er en sjov og anderledes begivenhed, som i den grad er med til at underbygge Silkeborgs vision om at blive Danmarks Outdoor Hovedstad” udtaler Michael Tastesen fra EventSilkeborg. ”Og placeringen i havnebassinet understreger netop den unikke, helt tætte, kobling mellem by og natur vi har i Silkeborg”

 

Det er Silkeborg Kajakklub, der sammen med Dansk Kano og Kajakforbund og Hjejleselskabet står bag arrangementet og de glæder sig til at skabe masser af liv og underholdning i havneområdet. Arrangørerne håber at kunne bruge den centrale placering i Havnebassinet til at skabe en masse opmærksomhed omkring sporten.

 

”Kajakpolo er jo en ret ny sport, der ikke rigtigt er opdaget af det brede publikum endnu. Men det er fantastisk underholdende at se på. Det er fuld af action og grønlændervendinger, men man forstår hurtigt spillet. Og så mener vi at det egner sig rigtig godt til en dag i solen med en is i hånden, så vi håber selvfølgelig at se mange bruge det her DM som anledning til at få sig en helt ny oplevelse som tilskuer. Og det er selvfølgelig helt gratis at komme og se på” lyder det fra Poul Helge Andersen, der er ansvarlig for afvikling af stævnet.

 

Udlandsproffen vender hjem

Der er 4 landsholdsspillere på Silkeborgs ligahold. Der i blandt Mathias Jensen fra Silkeborg, som tidligere i år skrev kontrakt med den italienske storklub Napoli. I sommerhalvåret pendler Mathias derfor konstant frem og tilbage mellem studierne i Aalborg og kampene i den italienske serie A.

I kajakpolo er det imidlertid tilladt at stille op for klubber i flere lande, så Mathias vil også være at finde i havnebassinet lørdag. Det er derfor kajakpolo på absolut højeste niveau, der kan opleves, når Silkeborgs Sønner indleder jagten på det danske mesterskab.

 

Info om sporten:
Kajakpolo er en actionfyldt sportsgren bestående af en kombination af håndbold og kajakroning. Der spilles på en rektangulær bane med overhængende mål. Hvert hold består af 5 spillere i specielt designede kajakker, og det går så ud på at score flest mulige mål. Kajakpolo er en kontaktsport, hvor man kan tackle, skubbe etc. – derfor har kajakkerne runde ender med bløde støddæmpere. Da næsten alt er tilladt, så længe det ikke anses for at være til fare for spillerne, skal spillerne iføres specielt polsterede veste og hjelme med visir.

Hver kamp består af to halvlege á 10 minutter.

 

 

Der spilles i rækkerne Herre, Dame, U15 og U18 lørdag kl 8.30 – 19.00 og 1. og 2. Division for herrer søndag kl 9.00 – 18.00.

Silkeborg er som den ene af bare to klubber repræsenteret i alle rækker.

 

Del
Ingen kommentarer

Sorry, the comment form is closed at this time.